I et interview med Bold slog FC Midtjyllands brasilianske angriber Junior Brumado for nylig fast, at han på grund af et dårligt forhold til cheftræner Thomas Thomasberg vil væk fra FC Midtjylland.
I den forbindelse nævnte den 25-årige, at han godt kunne se sig selv spille i Silkeborg.
Men det kommer formentlig ikke til at ske. I et interview med Midtjyllands Avis fortæller SIF-træner Kent Nielsen, at Junior Brumado ikke er en spiller, der er på klubbens radar.
- Realistisk set vil jeg tro, at det er uden for vores økonomiske rækkevidde, og det er heller ikke der, vi som sådan kigger efter noget, lyder det fra cheftræneren.
Udover Silkeborg fortalte Brumado også, at FC Nordsjælland tiltaler ham meget.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kan virkelig godt lide deres spillestil og måde at gøre tingene på. Når de spiller på hjemmebane, ved man, at de kommer til at score mål og dominere kampene, og det er uanset, hvem de møder.
Angriberen fortalte dog til Bold, at han hverken har været i dialog med Silkeborg eller FCN, mens han også slog fast, at han ikke tror, at FC Midtjylland vil accepterer et skifte til en af de to klubber.
Junior Brumado har to og et halvt år tilbage af sin kontrakt med FCM.

Silkeborg IF
3F Superliga











