Tirsdag kunne Bold fortælle, at AC Horsens ville købe den tidligere Brøndby-kant Jonas Kamper fri af sin kontrakt i Kolding og præsentere ham som klubbens nye assistent.
Onsdag er den nyhed blevet bekræftet af både AC Horsens og Kolding IF.
Jonas Kamper kommer til fra en stilling som træner for Kolding IF's U19-hold.
Her kunne Bold tirsdag ligeledes fortælle, at AC Horsens betaler i niveauet 50.000-60.000 i kompensation til Kolding for at slippe Jonas Kamper nu.
- Jeg glæder mig helt vildt til at skifte til AC Horsens og tage et skridt op i min trænergerning. Jeg har kun hørt gennemgribende gode ting omkring den her transformation, der er ved at ske i AC Horsens med nye ejere og en ny cheftræner i spidsen, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Jonas Kamper til klubbens hjemmeside.
Udover Jonas Kamper er Jimmy Brinksby også assistenttræner i klubben.
AC Horsens cheftræner Martin Retov og Kamper har en særlig relation til hinanden gennem deres fælles fortid i Brøndby, hvor de sammen vandt The Double i 2005. Nu skal duoen forsøge at rykke AC Horsens tilbage i Superligaen i den nye sæson.

AC Horsens
Kolding IF
NordicBet Liga







