2024-01-05 22:56:07

Spansk kongemål reddede Tottenham fra omkamp

Pedro Porro blev den store helt, da Tottenham fredag sendte Burnley ud af FA Cuppen efter en 1-0-sejr. Spanieren scorede på et vidunderligt langskud i krydset.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Hverken Pierre-Emile Højbjerg eller Jacob Bruun Larsen startede på banen, da Tottenham fredag aften fik besøg af Burnley i FA Cuppen.

Der var en plads i fjerde runde på højkant, men alligevel valgte begge hold at rotere på en række forskellige positioner.

Opgøret startede i et højt tempo, hvor Tottenham var det bedste hold på banen. Hjemmeholdet var da også det første hold til at vise tænder, men Brennan Johnson blev reddet på en fornem afslutning mod det lange hjørne.

En lille halv time inde kom Burnley til en kæmpe mulighed. Aaron Ramsey vippede elegant Zeki Amdouni fri i Tottenham-feltet, men angriberen sparkede over efter en dårlig førsteberøring.

Gæsterne kom bedre med i løbet af første halvleg, men der blev aldrig scoret, derfor gik de to hold til pause med stillingen 0-0.

Jacob Bruun Larsen blev sendt på banen fra start af anden halvleg, men han kunne se Tottenham komme stærkt ud.

Artiklen fortsætter efter billedet

FA Cup -Spansk kongemål reddede Tottenham fra omkamp
Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

66 minutter inde burde Johnson havde scoret til 1-0. Kantspilleren modtog et perfekt indlæg på bagerste stolpe, som han valgte at flugte på. Inde på stregen afviste Burnley-målmand Arijanet Muric med en god redning.

Kampen bølgede efterfølgende lidt frem og tilbage, men Burnley havde svært ved at spille sig igennem til de helt store chancer.

Et kvarter før tid blev Pierre-Emile Højbjerg sendt på banen. Få minutter senere faldt den forløsende scoring for hjemmeholdet.

Først var Højbjerg tæt på at score, men bolden havnede i hænderne på Muric. Burnley-målmanden kastede bolden ud i fødderne på Tottenham-backen Pedro Porro, som efter et par berøringer hamrede kuglen over i det lange hjørne. Helt op i krydset. Dermed stod der 1-0 til Tottenham.

Tottenham havde efterfølgende optræk til yderligere et mål, men skarpheden manglede. 

I tillægstiden var Burnley flere gange tæt på, men Tottenham fik afvist.

Resultatet sender Tottenham videre til fjerde runde i FA Cuppen. Burnley er ude.

Annonce
Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce