2024-10-18 15:49:00

Howe: Ville beholde Minteh

Eddie Howe ønskede at beholde Yankuba Minteh i Newcastle, men klubben var tvunget til at sælge ham af økonomiske årsager.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brighton fik i sommer lov til at købe Yankuba Minteh i Newcastle.

Det var dog ikke med Newcastle-manager, Eddie Howes, gode vilje, at klubben skulle af med den tidligere OB-profil.

Det udtalte han ifølge Sky Sports på et pressemøde fredag.

- Vi ønskede overhovedet ikke at sælge Yankuba. Vi troede på hans potentiale. Alt ved hans profil passede til, hvad vi havde brug for, men vi tog en økonomisk beslutning, siger Howe. 

Newcastle-træneren mener dog, at det var den rigtige beslutning, og at klubben var nødsaget til at sælge den gambiske kantspiller af økonomiske hensyn.

- I mine øjne var det det rigtige at gøre. Men det gør stadig ondt. Vi havde ikke andre muligheder. Lige meget, hvordan Yankuba og Elliot (Anderson, red.) gør det i fremtiden, er det stadig den rigtige beslutning for Newcastle. Vi kunne ikke bryde PSR (Profit Sustainability Rules, red.) og risikere en pointstraf, fortæller Howe.

I Brighton står Minteh noteret for et mål og en assist i otte kampe.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce